TEKSTDANSK · SANGTEKST
Når hun bliver væk
En tekst af Kim Louis Møller
Vers 1
Jeg mødte hende en aften, hvor regnen stod på skrå
Hun smilede under gadelyset og spurgte, hvor jeg skulle gå
Jeg sagde: "Ingen steder", hun sagde: "Så gå med mig"
Og pludselig var den mørke by ikke så kold for mig
Omkvæd
Hun var min morgen, når natten blev lang
Min stille melodi i en larmende sang
Men kærlighed er mærkelig, den lover, før den ved
Om den bygger noget op, eller tager det hele med
Verrs 2
Hun kunne tænde lyset bare ved at se på mig
Og jeg blev modig nok til at tro, jeg havde fundet hjem hos dig
Men nogle dage lukkede hun døren, før jeg nåede ind
Og jeg stod med mine spørgsmål og kulden mod min kind
Omkvæd
Hun var min morgen, når natten blev lang
Min stille melodi i en larmende sang
Men kærlighed er mærkelig, den lover, før den ved
Om den bygger noget op, eller tager det hele med
Verrs 3
En torsdag stod hendes kuffert ved den gamle hoveddør
Hun sagde: "Jeg må videre", som om hun havde sagt det før
Jeg så hende gå i regnen, men kaldte ikke hendes navn
For nogle gange holder man mest af nogen ved at slippe deres hånd
Sidste omkvæd
Hun var min morgen, når natten blev lang
Min stille melodi i en larmende sang
Og kærlighed er mærkelig, men jeg ved nu, hvad den gav:
Nogle mennesker bliver hos dig, selv når de går deres vej
Nu går jeg gennem byen, hvor vi engang gik to
Og regnen falder stadig, men jeg står her endnu
Jeg mødte hende en aften, hvor regnen stod på skrå
Hun smilede under gadelyset og spurgte, hvor jeg skulle gå
Jeg sagde: "Ingen steder", hun sagde: "Så gå med mig"
Og pludselig var den mørke by ikke så kold for mig
Omkvæd
Hun var min morgen, når natten blev lang
Min stille melodi i en larmende sang
Men kærlighed er mærkelig, den lover, før den ved
Om den bygger noget op, eller tager det hele med
Verrs 2
Hun kunne tænde lyset bare ved at se på mig
Og jeg blev modig nok til at tro, jeg havde fundet hjem hos dig
Men nogle dage lukkede hun døren, før jeg nåede ind
Og jeg stod med mine spørgsmål og kulden mod min kind
Omkvæd
Hun var min morgen, når natten blev lang
Min stille melodi i en larmende sang
Men kærlighed er mærkelig, den lover, før den ved
Om den bygger noget op, eller tager det hele med
Verrs 3
En torsdag stod hendes kuffert ved den gamle hoveddør
Hun sagde: "Jeg må videre", som om hun havde sagt det før
Jeg så hende gå i regnen, men kaldte ikke hendes navn
For nogle gange holder man mest af nogen ved at slippe deres hånd
Sidste omkvæd
Hun var min morgen, når natten blev lang
Min stille melodi i en larmende sang
Og kærlighed er mærkelig, men jeg ved nu, hvad den gav:
Nogle mennesker bliver hos dig, selv når de går deres vej
Nu går jeg gennem byen, hvor vi engang gik to
Og regnen falder stadig, men jeg står her endnu